Kan bestemte fødevarer og superfoods helbrede?

Mange fødevarer, næringsstoffer, tilskud m.m. bliver tillagt helbredende egenskaber. Man ser mange artikler om at kaffe er godt for hjertet, gojibær sænker kolesterol niveauet. At ekstra tilskud af zink er godt for sædkvaliteten og ekstra meget e-vitamin er godt for huden. Listen er uendelig. Men er det overhovedet muligt at skabe et stabilt og balanceret helbred på den måde? Eller har vi blot brug for at få tilfredsstillet vores grundlæggende behov for næringsstoffer, og føre en livsstil som ligger så tæt på vores naturlige behov som muligt?

Selv om mange vender den etablerede sundhedsmodel ryggen, og begynder at interessere sig for ‘alternativ og naturlig  sundhed’, gennemsyrer den medicinske model stadig langt det meste man finder i den ‘alternative’ verden. Den medicinske model bygger på tanken om, at hvis vi oplever symptomer, så gør vi noget aktivt ved dem. Rådene kan være; indtag et stærkt middel der undertrykker symptomet, spis ekstra mange vitaminer når du er syg eller gå på en ‘kur’. Fx hvis man har candida; gå på en kur der ‘slår svampen ihjel’, det kan være at indtage midler eller forsøge at sulte svampen med en ‘kur’ i en periode -eller som oftest begge dele. Eller hvis man har forkølelse: Spis hvidløg, ingefær el. lign. for at det ‘slår sygdommen ihjel’ og spis ekstra meget c-vit. for at det styrker dit immunforsvar. Som oftest indebærer det også, at man kan gå tilbage til den livsstil og kost man havde før, når kuren er slut.

Natural Hygiene har en meget anderledes tilgang, og ser sundhed som vores naturlige tilstand. Hvis du ikke oplever sundhed, så må man se på om der er noget i ens livsstil, kost eller mentale tilstand der forårsager ubalancen. Så grundlæggende er tanken: fjern årsagen til symptomet og dæk kroppens basale behov. Så vil den altid selv søge imod sundhed og balance. Hvis du har akut sygdom, så er der måder man kan frigive flere ressourcer fra kroppen. Det vil give den overskud til at tage sig af opgaven med at få kroppen tilbage i balance, men det er altid kun en justering af de forhold vi byder kroppen. Vi har nemlig brug for de samme ting når vi er syge og når vi er raske: den mad der passer til vores fysiologiske behov, frisk luft, rent vand, hvile, mental balance osv. Man kan have brug for lidt mindre mad når man er syg, mere hvile eller andre kombinationer der passer til den tilstand man har. Men det handler ALTID om at fjerne selve årsagen til symptomet.

Indenfor Naturlig hygiene virker tanken om at blive ved med at forårsage symptomet, samtidig med man prøver at undertrykke det ….lidt absurd 🙂 Den medicinske model er bygget på tanken om, at vi kan påvirke kroppen til at blive rask ved at indtage noget vi mener har helbredende effekt. At vi ved at påvirke kroppen med bestemte stoffer, kan sætte bestemte processer i gang. At vi kan sende stoffer ind i kroppen, der som målsøgende missiler vil finde deres destination, udfører sit job -og det uden at påvirke resten af systemet. Naturlig hygiene er baseret på at vi generer kroppen så lidt så muligt med irritanter, stress, stoffer der skal udskilles osv., giver den balanceret næring og livsstil der passer til dens behov. Kroppen ved bedst selv hvordan den skaber sundhed fordi det er det, hver en celle i kroppen er indkodet til at gøre siden livets opståen. Vi kan ikke gå ind i en skov og ombygge den efter forgodtbefindende, og regne med at den fungerer optimalt. Vi kan heller ikke med midler udfra ‘bygge om’ i vores krop og regne med at det løser vores problemer.

Men vi kan sætte os ind i hvad der er dens behov, ligesom vi kan lære at skoven har brug for et miljø uden giftstoffer, rigeligt med sol, vand og næringsrig jord for at trives. Så i stedet for at gøre alt så kompliceret, og indviklet kan det hele koges ned til at vi må acceptere naturens enkle love, og fokusere på at tilbyde de betingelser der fostrer liv og balance.

Det er nemt at se hvilken af de to tankegange man kan sælge flest pulvere, ‘supermad’, kure, detoxplaner og tilskud på. Markedet for naturlig helse /rawfood er jo også blevet en enorm industri, der på mange måder bruger samme metoder som det konventionelle for at sælge deres produkter. ‘Raw food guruer’ begynder at anbefale og sælge ting som rådyrgevir-ekstrakt, rådyrmoderkage-pulver, og super-myreekstrakt. Der skulle så give bedre hud, bedre libido, bedre knogler, bedre fordøjelse, et længere liv og meget andet. Jeg skriver ikke de ting for at hænge nogen ud, men for at sige at man ikke kan stole blindt på alle tiltag blot de bliver markedsført som ‘naturlige’ eller ‘rawfood’. Man skal selv være vågen i timen.
Så ja, derfor kan det være en vigtigt ting at tænke over hvordan man grundlæggende anskuer tingene. Ellers kan man blive taget grundigt ved næsen….og få nogle sure rådyr på nakken ;)!!

Gæsteskribent
🙂 Cecilie L.