|
|
MIN HISTORIE
Mit navn er Louise Koch, jeg er 38 år og har været på rawfoodretningen 80-10-10 siden juli 2009. På lidt over et år har jeg helbredt mig selv fra bl.a. binyretræthed, urinsyregigt, ledsmerter, infektioner, fødevareintolerancer, blodsukkerproblemer/ candidasvamp, dårligt immunforsvar, seneskedehindebetændelse, angstanfald, væskeophobninger, gulsot/ leverproblemer, søvnproblemer og meget mere. I dag hjælper jeg andre mennesker med at få det bedre og blive raske på samme måde, som jeg selv har gjort det.
Jeg arbejder til hverdag med at undervise i grafisk design og er uddannet i medieproduktion (tv-produktion/ grafisk design/ digitale medier) fra University of Westminster i London og University of Miami i Florida. Jeg har arbejdet freelance som tv-tilrettelægger og produktionssassistent/leder i godt 10 år og har bl.a. været med til at lave Comedy Fight Club til Zulu, Singleliv til Kanal 4 og en lang række dokumentarer. Derud over er jeg uddannet coach og har speciale i coaching af angst/ socialfobi samt rawfood. Ind imellem tager jeg ud og holder foredrag, og har bl.a. to gange holdt foredrag på Sund Livsstils messen i Forum. Jeg har også været i TV2 News, Ekstra Bladet, Matas’s blad Juicy og Hendes verden og stået frem med min historie. For øjeblikket skriver jeg på et en bog om grønne smoothies og har mange flere som jeg drømmer om at skrive når tiden tillader det.
Jeg er så dybt taknemmelig for, at jeg fandt vejen ud af min sygdom, at jeg føler det er min pligt at give budskabet videre. Derfor hjælper jeg andre med at blive raske den naturlige vej og bruger alt min fritid på at skrive, lave videoer og på hjemmesiden her. Min drøm er at udbrede kendskabet til den naturlige måde at blive rask på så meget som muligt, for alle fortjener chancen for at kunne tage valget. Her er min historie:
FRA SYGDOM TIL SUNDHED
Som 1 ½ -årig fik jeg børneeksem, kort efter at jeg havde fået en masse børnevacciner. Det betød at jeg dagligt blev smurt med binyrebarkhormoncreme, og det gjorde jeg indtil for ca. 3 år siden, hvor jeg helt stoppede, selvom jeg fortsat havde eksem. Som teenager havde jeg mange halsbetændelser og fik også en større omgang mononukleose (kyssesyge), men der udover var jeg ikke mere syg end alle andre.
Jeg var som ung meget aktiv og sporty, og dyrkede både windsurfing, skiløb og dans i stor udstrækning. Efter gymnasiet tog jeg ud som rejseleder i tre år, og energi og sundhed var der nok af. Jeg havde det også relativt godt da jeg senere tog til London og USA for at læse medieproduktion, men på det sidste år begyndte min eksem at blive meget slem. Jeg blev også nemmere træt og spiste mere og mere slik og chokolade for at holde mig kørende.
Da jeg kom tilbage til Danmark, begyndte jeg at arbejde som freelancer i TV-branchen, men pludselig en dag sagde min krop stop. Jeg var 28 år da jeg en dag fik det første angstanfald, og med tiden blev det til flere og flere, indtil jeg til sidst måtte sygemeldes. Fra at være utrolig udadvendt og livsglad fik jeg pludselig socialfobi, og i halvandet år kunne jeg ikke gå på arbejde. Lægen gav mig selvfølgelig lykkepiller, men de virkede ikke rigtigt, og langsomt blev jeg også syg på andre fronter.
Først fik jeg udbrud af herpes, støvallergi, fødevareintolerancer, stærke lændesmerter, svamp og nedsat sexlyst. Der var også jævnlige inflammationer og betændelser i led, herunder seneskedehindebetændelser, og jeg fik mere og mere urinsyregigt i tæerne, så jeg havde smerter når jeg dansede. Med tiden fik jeg også jævnlige smerter i leverområdet, jeg hyperventilerede og min hud blev mere og mere gul. Nogle af de lidt mildere symptomer var, at jeg altid frøs, jeg havde tit væskeophobninger, stærk PMS og så begyndte mit hår og mine negle at knække. Til trods for symptomerne kom jeg tilbage i TV-branchen og klarede den i mange år, selvom jeg stadig led af daglige angstanfald. De ovennævnte symptomer blev heller ikke mindre. Tværtimod.
DET BLEV ENDNU VÆRRE
I 2007/8 arbejdede jeg på en lidt stressende TV-produktion, og jeg havde det vildt skidt hver morgen når jeg vågnede. Mine øjne og mund var totalt udtørrede, jeg hostede slim op, rystede, havde kløende øjne, hovedpine pga. væskeophobninger og spændinger i skuldrene, og så sortnede det når jeg rejse mig op. Samtidig havde jeg svære problemer med at sove om natten, og min læge gav mig selvfølgelig mere og mere medicin. På det tidspunkt fik jeg både sovepiller, smertestillende piller mod urinsyregigten, binyrebarkhormoncreme for eksemen, lykkepiller, muskelafslappende piller mod spændingerne og p-piller.
Jeg fik selvfølgelig jævnligt lavet blodprøver, men ingen af dem viste noget usædvanligt, og til sidst følte jeg at min læge troede jeg var hypokonder. Jeg blev mere og mere frustreret, fordi jeg ikke vidste hvad der var galt, og hvad jeg skulle gøre. Min stressterskel dalede, og oftere og oftere oplevede jeg at være tåget i hovedet og have store problemer med korttidshukommelsen. Det kom så vidt at jeg var seriøst bekymret for at køre bil, og tog mig selv i at køre over for rødt på en landevej. Til sidst var trætheden også så slem, at jeg ikke orkede at danse når jeg var på diskotek eller at gå på loftet længere (5. sal). Jeg fik oven i det hele konstateret HPV virus – den som kan give livmoderhalskræft og fik en række vacciner for det.
Selvom jeg følte at jeg spiste relativt sundt, røg der mange usunde sukkerholdige ting ned for at holde mig kørende. Det var især kage og slik, og i perioder spiste jeg adskillige kasser pålægschokolade om ugen – uden tilbehør!
DA BÆGERET FLØD OVER
Efter endnu 5 mdr. på en TV-produktion var jeg i 2008 nået dertil hvor jeg ikke kunne mere, og jeg takkede nej til at forny min kontrakt. I stedet besluttede jeg mig for at prøve noget nyt og tog et mentorjob på en skole, samt gik på Kernesund Familie kosten. Det blev et vendepunkt på både godt og ondt, for efter kun 14 dage uden raffineret sukker, mælk, gluten og tilsætningsstoffer holdt mine angstanfald op, og jeg har ikke set dem siden. Problemet var bare at jeg samtidig også tog en masse kosttilskud, bl.a. en chlorella-afgiftningskur og en candidakur, og det var åbenbart dråben der fik bægeret til at flyde over. Min krop bragede på kun en måned fuldstændig sammen med binyretræthed af den værste slags. Min energiproduktion gik i nul, og jeg kunne knapt gå fra sengen og ud på toilettet. Min hjerne var helt væk, min fordøjelse stod stille og jeg følte mig fuldstændig forgiftet.
Igen sagde min læges prøver at der ikke var noget galt, ud over et let forhøjet levertal og mulighed for galdesten. En længere udredning på Hvidovre hospital gav samme resultat, og sluttede med at lægen spurgte mig om jeg mon ikke bare var lidt stresset! Dybt frustreret fik jeg igennem Nordic Clinic lavet en række selvbetalte prøver i USA, og her fik jeg endelig svar på hvad der var galt. Jeg havde meget nedsat binyrefunktion, en DHEA-hormonmåling som en pensionist, nedsat fedtomsætning, meget høj skade på celler og DNA, nedsat leverfunktion, overvækst af bakterier i tarmen og candidasvamp i maven. Lægen der tolkede prøverne mente ikke, at jeg ville kunne blive gravid på daværende tidspunkt, og at der var gode chancer for at jeg udviklede kræft, hvis ikke jeg gjorde noget.
På det tidspunkt kunne jeg ikke længere gå på arbejde, og efter et par måneder i sengen blev det hele endnu værre, fordi min chef ville fyre mig. Jeg brugte samtidig en formue i piller, kosttilskud, hormoner, alternative behandlere og speciallæger så det var sorte udsigter (på et år brugte jeg 87.000,-). Jeg prøvede bl.a. c-vitaminindsprøjtninger, infrarøde saunaer, hypnose, akupunktur, tarmskyldninger m.m. Heldigvis slap jeg for at blive fyret, fordi jeg gik på arbejde selvom jeg var syg. Det var dog en hård omgang, hvor jeg ofte i arbejdstiden lå på et par kontorstole i et lille rum, mens mine kollegaer dækkede over mig. Min krop kunne simpelthen ikke holde sig på benene i længere tid af gangen, og selv det at tale trak ned på energikontoen.
HVORDAN JEG HELBREDTE MIG SELV
Efter et år på piller og kosttilskud havde jeg ikke fået det synderligt meget bedre, og jeg var nået dertil, hvor jeg i desperation var villig til at prøve hvad som helst. Jeg havde lavet en internetgruppe for folk med binyretræthed, og det var Cecilie der i gruppen foreslog, at jeg skulle prøve rawfoodretningen 80-10-10. I starten tænkte jeg ’hvad kan sådan en tosset frugt- og grøntsagskur dog gøre af forskel. Det er jo bare frugt og grønt’, men samtidig følte jeg ikke at jeg havde noget at miste ved at prøve det.
Jeg satte mig derfor grundigt ind i det hele, og i sommeren 2009 gik jeg i gang. Jeg brugte 14 dage på at trappe langsomt ind i kosten ved at spise flere og flere grøntsager og frugt med lavt sukkerindhold. Derefter tilføjede jeg eksotisk frugt og sørgede for at holde fedtindtaget på et minimum. Jeg fjernede også alt kemi i mine omgivelser, bl.a. i plejeprodukter så som deodoranter, cremer, makeup, vaskepulver etc. og begyndte at gå tidligt i seng.
På kun 10 dage uden fedt kunne jeg ikke længere mærke eller se noget til min candidasvamp. I starten kom der mange gener i form af maveproblemer, hovedpiner, kvalme, træthed, influenzasymptomer o.l., men allerede efter et par måneder begyndte jeg at få mere energi. Jeg fik en periode hvor jeg blev nærmest euforisk lykkelig og fik samtidig et hidtil uset energiboost. Derefter røg min krop ned i en lang og hård detox-omgang, hvor mange af de symptomer jeg døjede med blev endnu værre. Det var hårdt – meget hårdt. Alligevel fik jeg langsomt mere og mere energi, og efter kun et halvt år kunne jeg fungere nogenlunde normalt igen, og mange af mine symptomer begyndte at forsvinde.
De næste to år brugte jeg tiden på at lære endnu mere om kost og livsstilen naturlig hygiejne, og prøvede at eksperimentere med mig selv og optimere kosten og livsstilen på alle mulige måder. Undervejs lavede jeg bl.a. en symptomdagbog, så jeg nøje kunne følge med i hvordan jeg reagerede på de ting jeg gjorde. En af de mest effektive ting jeg faldt over var grønne smoothies, hvor man blender bladgrønt og frugt med vand, og jo mere bladgrønt des bedre.
Der fortsatte med at være periodevise op- og nedture med detox og lettere symptomer, men de blev med tiden mindre og mindre. Efter to år var det meste af hvad jeg tidligere havde fejlet væk, og den ’tossede frugt og grøntsagskur’ havde i bund og grund reddet mit liv.
HVOR ER JEG I DAG?
I dag har jeg stadig min eksem, men jeg er sikker på, at den også med tiden vil gå helt væk. Der udover fryser jeg let og har lidt hormonelle problemer i forbindelse med min cyklus, men det er i bund og grund alt hvad der er tilbage af mit skrantende helbred. Jeg har hverken binyretræthed, leversmerter, gul hud, angstanfald, søvnproblemer, candida, urinsyregigt, pms, væskeophobninger eller lign. mere.
Jeg danser sportsdans flere gange om ugen og har de sidste par år undervist i windsurfing. Jeg går på arbejde fuld tid og er stadig på skolen, hvor jeg i dag underviser i grafisk design. Jeg elsker min nye kost og livsstil, og det er meget få af de gamle ting jeg savner. Ind imellem får jeg enormt meget lyst til især chips eller rejer, og det sker da at jeg synder, men som udgangspunkt lever jeg 98% af rawfood. Om jeg vil leve sådan hele livet er svært at sige, men lige nu har jeg ikke lyst til andet.
Mit syn på sundhed og sygdom er i dag også meget anderledes fra det jeg tidligere troede på, og myten om at vi skal tage noget for at blive raske, er for mig fortid. I dag tror jeg på at sundhed opstår der hvor man tilføjer sunde levevilkår, og at alt andet er symptombehandling. Alt det jeg har oplevet, har fået mig til at stille spørgsmålstegn ved de ting jeg lærte som barn og har taget for givet hele livet. Derfor lægger jeg i dag alt tidligere viden fra mig og starter forfra, hver gang jeg undersøger noget. Det jeg tror på i dag er det der giver mening og synlige resultater. |